Stemningsrapport

Slaphed, helt ind i knoglerne, har standert computeren ude i drivhuset, beruset af basillikummen der breder sig i sin potte, der er intet der dufter bedre... ihvertfald ikke lige nu, kunne nok komme i tanke om en ting eller to hvis jeg virkelig gjorde mig umage... og gad. Cher på youtube, min kommende hustru, hvis bare hun vidste det. Har tændt ovnen da den danske sommer lader mig vente lidt endnu på varmen i år, bamsestøvler og tæpper, lys på bordet og så denne her gudsvelsignede ro.

Trætheden i mit sind, lun snigende træthed, der lægger sig om min krop, om mit sind, om mit hjerte, ingen fortryllende tankeflugt, tæt forbundet til jorden, tilpas lige her i mit nu, glæder mig til skumringen, de lyse nætter bliver snart drevet på flugt, og inden længe står skoven atter i brand, forunderlige verden hvor jeg dog elsker dig, der er intet sted i hele verden jeg hellere vil være lig nu, end lige her. Hvor er jeg dog et velsignet og heldigt menneske.

Har lagt øller i fryseren, får besøg om ganske kort til hyggesnak og slaphed, sådan skal det helst være, og hun er så dejlig, og jeg er bare mig og sammen er vi os, og i går tissede vi i min mors roser... nærmest bare for at vise at vi kan, og min fantasi er mangelfuld, det samme er min opfattelsesevne i dag, så tak for nu, og videre ud i livet med mig.

Verden set igennem tømmermænds tåger

Den er hård i dag, hård som i: Jeg har festet som en teenager to dage i træk nu og betaler prisen. Men hvor var det dog fantastisk så længe det varede. Dans med min sjæletvilling, the edge of glory, hovedet på en stærk skulder, lænet op ad en kraftig brystkasse, båret igennem en hvirvlende dans, snurrer og spinner, griner og elsker, lander altid i denne her trygge favn uanset hvor vildt jeg svinges rundt, bliver altid grebet i sidste øjeblik. Hjerteslag, puls ude af kontrol, ingen kontakt med jorden overhovedet, hjernen i kredsløb et sted der ude i universet, mine følelsers vold, hende, en varm mund at kysse, smilende øjne, der altid søger mine, alt åbent, stadig uudtalt, stadig spændende, vi er også on the edge of glory. En hånd der finder min, fingre der flettes ud og ind af hinanden, min verden snurrer, og selvom det hele føles så rigtigt, kunne det ikke være mere forkert, og jeg elsker det, elsker hende lige der, lige nu, overgivelse, den der bløde følelse af eftergivenhed.

Nogen slæber mig med i byen, løfter mig op og får mig bakset i en taxa, ender med at gate crashe et bryllup, efter at være stukket af fra taxaen, er pludselig så fuld af energi, den friske luft der blæser liv i min alkohærgede krop, hjernen på vej tilbage fra sin stjernetur, bryllupsgæster alle steder, får sagt tillykke til det lykkelige par, snupper en cider og bliver indfanget og stoppet tilbage i en taxa igen, hendes hånd låst i min, på vej ind på en tilfældig bar, vi fylder det hele, ikke i provokation, men fordi vi bare fylder det hele. Sang og dans og luft under vingerne, en sød blond bartender der flirter med dronningen, løgnhistorier og testning af grænser, inden jeg atter lander hos hende, hendes mund, hendes hænder, fuldskaben, og så den der stemme i baghovedet, det er så uendelig forbudt det her, og alligevel så trygt, vi kender hinanden alt for godt, og jeg ved jeg intet fortryder...

Så i dag forsøger jeg at bære mine tømmermænd med stil, er alene på job, sidder med halsbrand efter indtagelse af en hel liter ananas juice, måske ikke det bedste valg på en dag som denne, har en hel bakke friske frække jordbær, jeg faktisk ikke orker at spise... længe leve teenagere i trediverne.

Øjeblikket, et glimt ind i mit nu.

Jeg er på arbejde, sidder på kontoret foran den flimrende skærm, hvor sorte bogstaver flyder ud på en hvid baggrund og danner aftryk af min hjerne igennem mine fingres dans henover tastaturet. Fugtig hud, og pandehår der krøller i lummerheden, luften står stille, og omkring mig summer elektriciteten. Jeg bliver ikke længere bange når kaffemaskinen snakker, jeg har lokaliseret lyden, men det gjorde jeg i starten, sikker på det måtte spøge, var jo da trods alt den mest naturlige forklaring!

Dette her, lige nu, dette øjeblik, er mit, jeg ejer det og jeg nyder det, jeg kan lade tankerne vandre, eller jeg kan lade dem stå i tomgang, jeg kan irriteres over mangt og meget, men jeg kan også bare nyde min egen eksistens i dette NU der er så flygtigt og snart forsvinder for at glide over i et helt andet nu. Fik lukket en nasty sag jeg virkelig havde berøringsangst med, lidt stærkere, lidt sejere, og meget lettet. Klogere om ikke andet, og nu er det overstået.

Livet er så smukt og godt, og jeg er stadig på bloggen, selvom jeg egentlig føler jeg har så travlt med at leve mit liv, at jeg knapt får skrevet en brøkdel ned her, jeg ved stadig ikke hvad jeg vil med det, men lige nu, hvor alt er stille og hvor jeg er alene i Egå, så er det dog en hyggelig beskæftigelse, om ikke andet.

Valgte at slå et ordentligt hul i jorden sammen med damen i tirsdags, det var fantastisk, bobler og sommerglæde og en hel varm sommernat på altanen, beruselsen, kådheden, følelsen af absolut frihed, løfter mig så højt op under den lyse sommerhimmel at jeg kan byde samlige stjerne op til dans, og kysse dem alle hver og en, Fantastisk. Vi stod tidligt op, bagstive, sad på altanen og fik morgensol inden damen tog på arbejde og inden jeg gik i gang med at rydde op, og inden gæsterne kom til den lækreste brunch, og damen kom og spiste med, så hyggeligt og dejligt. Jeg er det heldigste menneske i verden, det er det eneste jeg kan blive ved med at konkludere. Jeg har en grundfølelse der er både glad og uovervindelige her i mit nu, i mit øjeblik... så hvorfor sidder jeg her? afsted med mig, hvem ved hvad der sker i mit næste nu?

Pagten

Det er tordenluft, jeg ligger i sengen med døren ud til altanen stående på vid gab, det er som om hele min himmel emmer af indestængt elektricitet. Så kom dog torden, rul hen over min himmel i vilde brøl, kast lyn til jorden og send regn i kaskader. Så kom dog torden og få det overstået, slip din vrede løs, så min sommerhimmel kan blive mild og blid igen. Så kom dog torden og afspejl min indre galskab, mit euforiserende vanvid. Så kom dog torden og vask min verden ren.

Jeg elsker tordenvejret efter en lummerhed dag med status på jobbet, elsker friskheden efterfølgende.

I går var det min sjæletvillings fødselsdag, vi tog afsted for at overraske ham, drengene og jeg, vi mødtes i Odense og kørte så i samlet flok ned og overraskede min smukke smukke sjæletvilling, han blev så rørt, så glad, havde lyst til at lægge mine hænder omkring ham og putte ham helt ind i mit hjerte, der er så mange store omvæltninger og forandringer for ham lige nu, jeg ville ønske jeg kunne overhælde ham med styrke. Vi tog ned til vandet med rygeovn og friskfanget ørred, med jordbær i rå mængder, med hjemmebagt brød og ost og alt det andet lækre, med bobler og rose, og sad der i nydningen og betragtede verden, livet og hinanden, min sjæletvilling på maven, mig på ryggen med hovedet på hans skulder, den bedste følelse i verden, sjælefred, glæde, boblende latter under sommerhimlen, kærligheden som bølger imellem os så tæt at man kunne føle den i luften. Jeg er så usigeligt heldig at jeg må kalde disse fantastiske mennesker mine venner, eller min tilvalgte familie, milheden var så slående, lyksalighedens ø lige inde for rækkevidde. Drillerier og vikingespil, med udsigt over vandet. Tillykke med dagen min ven, tillykke med dagen du min sjæls tvilling.

Jeg har kaldt dette indlæg for pagten, der er en grund. Jeg elsker mine venner, min familie, nogle af mine ex'er, damen, som forøvrigt stadig er på ferie. jeg elsker dem så højt at jeg ikke hverken kan eller vil, forestille mig at miste dem, så jeg har indgået en pagt med dem alle... Jeg dør først, det er en dybt seriøst indgået aftale, jeg ville simpelthen ikke kunne bære at miste dem, mit hjerte ville bríste, sorgen være for overvældende, så derfor har vi indgået en pagt. jeg ved ikke hvad jeg gør, skulle en af dem bryde pagten? men et løfte er et løfte, og løftebrud er utænkeligt!

Tænker på den der sang nu:

Uden hinanden er vi ingenting
To snefnug der hvirvler i en vintervind
Men hvis vi
står sammen
i pagten
vil intet kunne skille os ad.

Måske vi bare skal følges ad alle sammen, følges ad til det næste store eventyr? hmmm

Om at savne

Det heldige menneske det er mig, jeg ved det godt selv, og jeg elsker at netop jeg er så helt usandsynligt heldig, jeg har de bedste venner i hele verden, jeg har det store privilegie at jeg er vokset op i en kernefamilie, der måske ikke altid forstår mig, men de prøver, og selvom jeg er markant anderledes, så er jeg aldrig nogensinde det sorte får, jeg er bare Louise på godt og ondt. Men selv heldige mennesker kan savne deres bedste veninde, når denne er ude og rejse, og jeg sidder her en søndag ganske uden planer.

Det er mærkeligt det med at savne, det er sådan lidt som om nogen har stukket en hånd ind under huden og bare ligesom griber om hjertet, det gør ikke ondt, på en måde er det trygt at nogen lige holder i mit hjerte, det er en tung og tryg følelse tror jeg faktisk, og jeg er stadig heldig, tænk at jeg har nogen at savne. Men når alt kommer til alt ville jeg nok hellere bare at NOGEN ikke var taget ud og rejse, jeg bestemmer desværre bare ikke alt. Det værste er jo nok at det bare er enormt svært at være en fest glad teenager på 31 når man er selv, det er som om det retfærdiggør det lidt at vi plejer at være to, også selvom alderen begynder at trykke lidt, et eksempel på det med alderen... Sankt Hans aften lavede vi bål og brand og drak os rygende fulde i sort Slots, det er klart, det er jo favoritten, efter Carlsberg altså, men nu havde jeg jo lige en ramme Slots nede fra Tyskland. Vi skrålede vi elsker vort land og brændte pølser der røg af pinden og ned i bålet, og alt er totalt teenage sjov, og så PLUDSELIG befinder vi os midt i havearbejdet, damen hakker ukrudt, jeg river sammen, det er ikke noget vi har aftalt, det sker bare ligesom af sig selv, vi er skide gode til at arbejde sammen, det kommer vi ikke uden om, men hvor blev de fjollede teenagere af? Så sidder vi der på bænken og ser hvor flot urtehaven er blevet og jeg sværger, at der som i et drømmesyn står to rollatorer side om side og vi sidder der uden tænder og gnækker af den tid vi delte som unge og tossede og er nu henholdsvis 70 og 80.

Jeg elsker at vi kan grine af os selv og hinanden, og at vi begge får øje på de to gamle kællinger vi pludselig er blevet til, der på bænken, elsker endnu mere at teenagerne stadig er lige under overfladen og også at det er de alderssvarende kvinder der går ind og tænder levende lys i badeværelset, sætter god musik på og fylder vand og skum i badekarret, og ligger der og snakker de næste to timer, om alt og intet, og latteren fylder det hele og kærligheden (ikke forelskelsen) er så alt favnende og rolig, fordi vi kender hinandens bedste og værste og stadig elsker hinanden, jeg elsker at vi følges i seng og falder i søvn i den tætteste omfavnelse og vågner præcis sådan igen næste morgen, jeg elsker at skide på normerne, for det er sådan vi er.

MEN, det gør også at adskillelsen er svær, og at jeg nemt kommer til at savne, jeg tror faktisk damen er den eneste jeg kan holde ud at være tæt sammen med i længere perioder, hun er den eneste jeg nogensinde ville turde tage på ferie med, og jeg tror på, vi ender med at blive gamle sammen, på enten den ene eller den anden måde. Tanken er ihvertfald fantastisk, også fordi barnet jo ligesom bare går ud fra at vi er eet, fantastiske liv! Fantastiske savn, og mine piger kommer hjem igen på lørdag, torsdag kommer min sjæletvilling og slår sig ned her hos mig i et par dage, så går tiden også med det, og savnet vaskes ud som ord skrevet i sandet, lige inden bølgerne rammer stranden. Dejlige savn.

Sankt Hans, jeg har tunet kosten og skrevet en indkøbsseddel så lang, regn med at slå en smut forbi Pøts nu jeg alligevel skal over grænsen, og der skal handles meget ind for Skanderborg festival er i sigte, og egentlig bare sommeren, så kolde øller er et must, der ud over har vi talt om at holde en blender fest, simpelthen, altså som i cocktails man skal bruge en blender for at kunne lave, jeg tænker det er et sikkert hit.
I aften skal jeg ud til min veninde, selvsamme veninde som jeg var til Bon Jovi med, vi skal holde bål og drikke øl og fortælle røverhistorier, dog ikke til den lyse morgen, magter ikke to dage i sammen uge med tømmermænd på job.

Måske jeg skal præcentere jer for min bedste veninde, eller en af de bedste? Det er en rodet historie, så jeg glemmer sikkert halvdelen selvom jeg holder tungen lige i munden.

Hov den må vente lidt endnu, har lige en butik der skal åbnes.

Tankespind

Af alle livsfarlige emner i verden, er livet dog det mest livsfarlige, af dem alle. Men det behøver vi ikke bekymre os om, så længe vi er i live, eller jo... måske behøver vi netop det, og så igen, vi kan jo ikke gå rundt evigt angste for at dø, og så samtidig have oplevet alt det vidunderlige ved livet? eller kan vi?
Hvad sker der for en der ligger i koma? har man i den tilstand et indre liv, der er lige så rigt og dyrebart som det jeg for eksempel oplever i min fysiske verden? Årsagen til tanken, er at jeg har overvejet at lave et dokument, der fortæller at jeg ikke vil holdes kunstigt i live, jeg vil have lov at drage mit sidste åndedrag uden respirator og sværmende hvide kitler omkring mig... men ved at sige nej tak til livet, på den måde, i det tilfælde det skulle ske, hvilket jeg absolut ikke håber, snyder jeg da mig selv? For hvad sker der på den anden side af de lukkede øjne? Hvad foregår der i komaet? Jeg ved det ikke... og måske var det heller ikke selve koma tanken der var den værste, i virkeligheden var det måske snarer tanken om at vågne op, frarøvet førlighed og sanselighed, siddende savlende i en kørestol til mine dages ende, uden muligheden for at tage livet af mig selv?
Igrunden en dyster tanke, men dog stadig tanken værd tror jeg? Jeg er ikke sikker på jeg vil reddes... ikke for alt i verden ihvertfald... jo stik mig en gang pinicillin til hver en tid, det er ikke det jeg mener... men livet... skal og bør det ikke være livet værd? og i så fald... hvornår er det det ikke? Jeg er ikke ekspert, men jeg vågner glad hver morgen, strækker mig og skutter mig under dynen, har tid til tanker inden jeg sniger mig væk fra dynens trygge varme... væk fra drømmene der stadig sidder dybt i mig, smyger sig om min krop, inden jeg får dem rystet af mig, og får tændt kaffemaskinen og går i bad, sådan er det hver morgen, den samme rytme, de samme ritualer, og jeg nyder dem, smiler til min dag og hilser den velkommen, lige nu er jeg priviligeret, jeg har tid... tid og mod, jeg tager livtag med livet.
Men selvom jeg tager livtag med livet, griber det, lever det, elsker det og dyrker det, så kommer heller ikke jeg levende herfra... og måske er det netop den viden, der gør livet, livet værd? måske er det netop fordi vi skal herfra en dag, at det bliver så uendeligt dyrebart? jeg ved det ikke, jeg ved heller ikke om det her er hverken kloge eller nyttige tanker... det var hvad der skete i mit hoved, lige nu i dette øjeblik.
Jeg lå i sengen i går aftes og tænkte i ord, og billeder, jeg så skoven for mig det gamle bøgetræ, det er stort og stærkt og jeg kan ikke nå hele vejen omkring det med mine arme hvis jeg prøver... gad vide hvor gammelt det er? man kan tælle årene i træet for at finde ud af det, men for at man kan det skal man fælde det først, og det ville da virkelig være synd og skam.
Jeg tænker på træets historie, hvis det kunne tale, hvad vile det så ikke kunne fortælle? Lige fra det øjeblik, det som et frø faldt mod jorden, en klar efterårsdag, med et bump der rystede dets verden, kravlede ud af den beskyttende skal, missede imod himlen og besluttede sig for at slå rod, hele vinteren lå det der, gemt under sneen, lod rødderne grave sig dybere og dybere ned i jorden, strakte sig dovent under den tunge sne, og blev en spire, en lille spire i skovbunden, der i dag er skovens største træ.
Da foråret kom og sneen smeltede bort, og spiren mærkede et strejf af varme, starkte den sig længere og højere dansede sin langsomme dans med solen, strakte sig og bøjede sig efter de gyldne stråler, satte skud, der få måneder senere blev til de aller mest skrigende lysegrønne blade, der kildrede når de viftede i vinden, og det lille skud, blev til et lille bitte bøgetræ, der i skovbunden, alene i dans med solen, og sommeren kom, og den måtte lade rødderne synke dybere i jorden for at søge vand og liv, og da efteråret kom med sine storme, væltede det lille bøgetræ ikke omkuld, for rødderne var dybe og stærke og holdt det fast, det svejede i stormen, lod bladene visne og dø og flyve bort i vinden, de lagde sig som et tæppe i skovbunden, raslede og brusede i stormens vilde ridt igennem skoven.
Vinteren kom, med sne og is, og det lille bøgetræ skuttede sig, søgte ind i sig selv, ind til drømmene, dækket af hvidt sne, og frostklare nætter, og sådan gik der mange år, årstidernes skiften, livets cyklus, og det lille træ voksede sig stort og stærkt, og strakte sine grene op imod solen, hånede vinden der forsøgte at blæse det omkuld, skabte nye blade hvert år, og der blev stadig flere og flere.
En forårsdag, kom en lille pige forbi, med sin mor i hånden, hun kiggede på træet der nu var stort, og smukt og stod helt alene der i skoven, hun nippede et par grønne blade, smilede og spiste dem, og træet smilede tilbage til hende, glad for det kortvarige selskab, glad for den lille piges latter og hendes klare øjne, den forårsdag. Den lille pige kom ofte forbi, hun blev størrer, og stærkere og havde ikke længere sin mor i hånden, hun blev en kvinde, og gik rask og høj afsted... men hvergang hun kom forbi det stolte bøgetræ, stoppede hun op, og kiggede betaget.
Bøgetræet stod der i sol og regn i frost og blæst, i tørke og oversvømmelse, nød livet og var bare til, den opdagede ikke den tiltagende larm, fordi det hele skete så stille, som et rovdyr der lister sig ind på sit bytte. Byen voksede, og det store træ stod ikke længere midt inde i skoven, det stod i udkanten, sårbart, blottet for støj og for larm, en dag kom en flok børn løbende, med brædder og med søm og hammer, de bankede deres søm i træet bankede brædder på og så slet ikke træet skælve, så slet ikke træet bløde gennem den tynde bark. De råbte og skreg, hang i grenene og forsøgte at rykke dem af led, og havde det ikke været for de dybe rødder, havde træet nok trukket sig tilbage og var søgt dybere ind i skoven...
Men dagene var talte, en dag kom de med deres motorsave og deres byggeplaner, deres store planer om et nyt villakvarter, og træet rystede og skælvede... de startede saven og tog en ordentlig luns af den tykke stamme, inden de systematisk arbejdede sig ind på livet af træet... og før det faldt, tog det en dyb indånding, strakte sine skælvende grene imod solen, og bød op til en sidste dans, inden det tordnede imod jorden... slået ud, borte, og historien tabt for omverdnen, børnene der havde banket søm ind i træet jublede og skreg og hoppede op og ned på den faldne stamme, de gik på line imens de jublede, og kloge fædre tog deres uvorne unger ved hånden, og begyndte at tælle årene i stammen... for at se hvor gammelt det træ var.

Bon Jovi, Jon Bovi

Søndag, man har valgt at lægge en koncert en søndag... Hmmm, nå men skal vi begynde med begyndelsen, så er jeg jo det heldige menneske og var blevet inviteret med ind og høre Bon Jovi, og underholdning bliver der aldrig sagt nej tak til, især ikke når det er et af mine absolut favoritmennesker der inviterer, koncerten var i søndags, og stedet var Horsens, ikke langt fra der hvor jeg bor, dejligt! Jeg havde lovet at jeg nok skulle køre hjem, for det var jo Søndag og jeg skulle tidligt op mandag og på arbejde. Vi var tidligt i Horsens, halv fire, så vi købte en cider hver og lagde os på damens regnjakke og der lå vi så i solen og nød livet og snakkede om alt imellem himmel og jord... en nærmere præsentation må vente til en anden gang, men vi snakker virkelig om alt, der bliver ikke lagt fingre imellem, og når man snakker om alt, så flyver tiden afsted, og snart var den cider tømt og da jeg lå der i solskinnet på damens jakke, i det gode selskab og med høj musik fra et af de utallige bands der var med til forfesten agtigt, må jeg tilstå at lysten til lige at drikke en kold fad meldte sig, what to do? Vi ringede til damens søster, der indvilligede i at hente os, hun kender os begge godt og synes vi er de sjoveste mennesker i universet sådan ca. fordi der bare altid sker så meget mærkeligt der hvor vi er, dette var ingen undtagelse, det er der jeg vil hen med hele denne historie jo.

Nå men for at gøre en kort historie endnu kortere, så gik der derfra fuldstændig øl i den! Det skal her siges at når jeg drikker øl skal jeg konstant på toilettet, denne dag var ingen undtagelse, vi kom ind på selve koncertpladsen og fik møvet os helt op til hegnet, og hvad sker der? frøkenen skal tisse, så vi måtte møvre os ud igen og ind på toilettet, dette var hverken første eller sidste gang jeg skulle tisse på ubelejlige tidspunkter, jeg stormede ind på herretoilettet og kom til med det samme, godt for jeg var allerede begyndt at få tåre i øjnene, så gik turen tilbage. For at forstå det næste er det vigtigt at vide at jeg havde givet mit nummer til en af vores forhandlere som jeg vidste var der inde, derfor vidste jeg egentlig også godt at mine to øverste chefer var der. Men det næste der skete kom sq lidt bag på mig:

Jeg modtager en sms fra et nummer jeg ikke kender, hvor vi er og så videre og at de er to nøgne mænd der render forvirrede rundt... ha ha ha sjove forhandler tænker man og svarer kækt, hvorefter nummeret ringer op, og da der jo er musik er det svært at høre noget, men da jeg ligesom finder ud af hvor denne person står, og han finder ud af hvor jeg står, ser jeg det er top bossen i mit firma... flot frk. Svendsen, måske vi lige skulle have skruet ned for charmen der så. Nå men han stak os en 500 mand og bad bare om at få kvitteringer igen, og det fik han så, branderten er på vej, og på det tidspunkt her har jeg glemt at det er Søndag og derfor mandag i morgen.

Koncerten skal til at starte, vi er atter kommet så tæt på scenen at vi nærmest kan røre denne Bon jovi som jeg ikke engang aner hvordan ser ud. Manden kommer på scenen, han er en pæn mand, jo det er han skam, der skal ikke herske tvivl, men han får knapt rørt ved guitar strengene inden frøkenen skal på toilettet igen, som i nu er det fandme nu hvis du ikke skal tisse i bukserne! Så jeg maser mig gennem folkemængden, mister damen i kampen men ender på toilettet med en blære der skriger på at blive tømt, inden uheldet er ude, hvilket i sig selv jo må tælle for en succes!

Færdig med at tisse og atter istand til at tænke klart ved jeg jo godt jeg er nødt til at finde damen igen, her skal det så siges at sms'erne var noget langsomme den dag, og jeg møder igen overbossen der jo hælder på sin højt skattede sælger, undertegnede, der på en eller anden måde får forklaret damen hvor hun kan finde mig, hvorefter vi ender i snaveri, og brandert og fadøl der kommer ind over konstant, og det er så hyggeligt og sjovt og frøkenen er i stemning, og da jeg jo så skal tisse nok engeng får jeg denne gang tiltusket mig VIP kort og kan derfor gå op i loungen sammen med alle de andre kendte og bruge toilettet der og mens jeg sidder med et saligt smil på løben på mit nærmest guldbelagte lokumsbræt slutter koncerten og jeg får hevet bukserne op, vasket fingre og render lige ind i den næste boss der på ingen måde er fuld, og jeg får fremstammet et: "Du skal bare overhovedet ikke se mig i denne tilstand" og er ved at flække af grin, hvilket heldigvis smitter af og vi følges ad ned på pladsen igen, der nu pludselig nærmest er menneske tom, og jeg får sagt farveller og slæber afsted med damen, hvorefter... Hvorefter for fanden da også.... Hvorefter vi ender i hed tumult i damens venindes indkørsel, der hvor ALLE mennesker skal forbi.. goddag teenagere der ikke kan holde den i bukserne. Jeg indrømmer det... det var fantastisk, det er altid fantastisk når vi ender der, altså ikke i indkørslen, men hvor er det dog forbudt! og ikke mindst fordi vi jo kunne blive hentet hvornår det skulle være... men dejligt, det indrømmer jeg gerne.

Godmorgen morgen

Da jeg var barn, blev jeg vækket om morgnen af min mor, blidt og langsomt, så traskede jeg søvndrukkent rundt efter hende ned gennem huset og ind i stuen og trak gardinerne fra, og hørte hende glad sige "Godmorgen morgen" Den lille hilsen har jeg nærmest fået ind med modermælken, og har nu gjort den til min egen, så jeg vågner hver morgen, strækker mig og står op, for at liste hen og trække persiennerne fra, og hvisker: "Godmorgen morgen" Jeg tror på at dagen bliver smukkere af det, det giver ihvertfald stadig mig sådan en rolig og rigtig følelse nede i maven. Dejligt.

Jeg ved ikke hvad man ellers skal skrive i sådan en bolg, men kan da fortælle at jeg er blevet smidt til Egå istedet for Hasle i dag, det vil sige jeg mødte halvanden time for tidligt, og en masse bøvl... MEN det betyder også at jeg er alene hele dagen og kan gøre som jeg vil. Derfor har jeg handlet stort ind til lækker frokost, og købt jordbær, jeg har vasket og nippet og nu står og dufter her på bordet ved siden af computeren, livet er smukt og sødt som sukker.

Måske jeg skulle dele Bon Jovi koncerten også... hmmm svært at beslutte sig for den gode frøken i dag, måske den kommer senere, så jeg kan få flere indlæg, strategi!

Confession time

Landet ligger således, jeg er 31 og bliver hver dag klogere på min rejse igennem livet, det vil sige jeg er et andet sted nu, end jeg var for et år siden, det vil også sige, at det år der gik imellem da og nu har givet mig alverdens gaver og visdomme. For et år siden, var jeg så uendelig kæk. Min veninde der er god til at reflektere og analysere på mig og for mig og med mig, kaldte denne periode for Min indre stodder, og det er helr rigtigt, for et år siden mødte jeg virkelig min indre stodder.

Det der ledte op til mødet med min indre stodder, tror jeg var et brud med den perfekte kæreste i de perfekte omgivelser, med de perfekte børn i den perfekte verden (De er stadig perfekte og min kærlighed kranser dem stadig) Men mit møde med det perfekte var alt alt for skræmmende, og det hele gik i stykker, ikke kun på grund af mig, der var bare mange ting der ikke virkede for os, men vi gav hver især hinanden fri og derved muligheden for at finde det der så var det rigtige for os.

Da jeg var kommet mig over det brud, skal jeg love for stodderen blev vakt til live, jeg væltede mig i kvinder, fordi jeg kunne, fordi min indre stodder trivedes med det, jeg husker en dag, hvor alle de her kvinder kom kørende i den samme bil, og jeg fulgtes med min selvsamme annalyse veninde, jeg hilste kækt på tøserne der hilste tilbage som kun en bil fuld af kvinder der alle sammen vil have den samme stodder kan, og analyse veninden, kiggede på mig, og spurgte fuldstændig ublu... Louise... var det dit harem? og ja det var det jo så, og jeg synes det var fantastisk, nu synes jeg det er en god historie, men synes ikke længere det er så fantastisk.

Nå men den indre stodder fik lov at udfolde sig, jeg havde ikke lyst til at stoppe det, jeg fodrede den konstant, følte jeg levede og var så kæk så kæk. MEN det gik ud over en sød og sårbar pige, og det er jeg virkelig ked af, det er åbenbart let at forelske sig i stodderen, men stodderen har ingen følelser, ikke for nogen, kun følelsen af at være høj, over alle de stakler der krydser stodderens vej. Men denne her pige forelskede sig hovedkulds i stodderen, der var mange forviklinger i alt dette og det tog lang tid at redde sig ud af, men pigen er stadig så såret over at have erklæret mig sin kærlighed, uden at få min retur. Jeg så hende i går, hun er så smuk og så lille og nægter at hilse på mig, og det kan jeg måske godt forstå, selvom det nu er ved at være længe siden, men det sjove var følelsen af kærlighed og omsorg inde i mig, jeg havde sådan lyst til at gå hen og holde om hende og sige Undskyld.

Hvem ved måske, får jeg det sagt en dag, hvis jeg er heldig, bliver det en dag hun er klar til at tage imod.

Morgenstund har guld i mund

Vågner stille, ved lyset der sniger sig ind gennem sprækkerne ved lamellerne, overgiver mig ikke til vågentilstanden helt, bliver i føjeligheden af eftersøvnen, halvt drømmende, halvt vågen, afslappet, varm under dynen, glad af drømme, denne her tilstand er så smuk, så jeg bliver her lige så længe det kan lade sig gøre, verden kun iklædt gylden gult lys, en magisk morgen med solkrystaller på dugvåde blade, lyden af verden der langsomt vågner uden for mit vindue, der også sende en kølig sommerbrise ind og kærtegne min kind, bevidstheden om at jeg har fri, og bare kan ligge her og vågne, blidt gyngende i mit drømme hav, er så tiltalenden. Tid til at strække sig og slå øjnene op: "Godmorgen morgen", og så bare ligge her og lytte til verden, fuglenes sang, og en sjælden gang imellem stemmer fra folk der går forbi nede på min stille gade, det er ingen hemmelighed at jeg føler mig som et velsignet menneske.

Nu kommer så valget, skal jeg blive liggende her så tæt på mine drømmerier, at jeg hurtigt kan betræde den verden igen? eller skal jeg stå op og nusse om mig selv?

Drømmene hiver i mig, og hvisker søde ting i mine øre, og kroppen er stadig slap, men jeg har meget jeg gerne vil i dag, jeg skal handle og gøre rent, vaske tøj og bage boller, jeg får besøg af den smukkeste pige nogen kan finde, og så skal jeg jo også nå at spille tennis. Men fordi jeg er det heldige menneske, ved jeg dybt inde i mig selv, at jeg nok skal nå det hele, og godt bare kan ligge en halv time mere, lige her midt i nydningen.

At køre med tog.

Jeg holder af min hverdag som den former sig for mig i tiden, jeg holder af at køre i tog hver morgen, at sidde og stirre ud i alt det grønne der farer forbi et vindue der genspejler mit blik, når bare jeg stiller fokus anderledes, så kan jeg sidde der og se mig selv dybt i øjnene, gerne med musik i ørene, og følelsen af toget der ruller afsted på sine skinner, der er noget så beroligende over at køre med tog, det er som om min sjæl trives i monotonien. Når jeg er færdig med at kigge ud og kigge ind, kan jeg begynde at betragte nogle af mine medpassagere, der er nogle der er gengangere... altså ikke som i spøgelser... selvom der måske også er nogle af dem? hvilket leder til at jeg er blevet aldeles afhængig af det der Ghost adventures, og nu rent faktisk er i stand til at se det på min telefon... sådan ca. konstant... og HOV... et sidespor, måske er det også en af de fantastiske ting ved at køre med tog, jeg kommer aldrig ud på et sidespor, og skal derfor ikke koncentrere mig om noget som helst andet end dagdrømme og fantasier og betragtninger.

Men det var det med mine medpassagere, der var en kvinde med i starten af mit tog-eventyr, hun var fantastisk, eller tanken om hende var fantastisk! Så kunne jeg rigtigt sidde der og lure, og lave historier, men hun har ikke været med de sidste mange uger nu, heller ikke selvom jeg lige lader blikket glide diskret hen over perronen hver dag og håber hurtigt at fange et glimt af hende, jeg tænker hvad der mon er årsagen? Det kan der laves mange historier om, hvilket jo er interessant nok i sig selv, men det spændende er vel egentlig hvorfor det lige var hende jeg lagde mærke til, og om andre mon også ville gøre det?

Så er der hende den seje rødhårede unge, meget unge pige, i det fede dress, og selvom hun er så sej og har så store sorte solbriller på og en attitude der er for cool til... ja til mig, så virker hun bare så usikker at jeg har lyst til at putte hende i lommen lidt, og lige passe på hende bare i et øjeblik.

Jeg ville egentlig ikke noget med det her, andet end at fortælle at jeg virkelig godt kan lide at køre med tog.

At være eller ikke være...

At være eller ikke være... en der har en blog, det vil jo så vise sig... om en måned måske, for kommer jeg da stadig her og skriver, jamen så er jeg nok en af dem der hang ved. Jeg er ikke sikker på jeg forstår dette medie? Er ikke sikker på hvorfor det er vigtigt at skulle dele sig selv og sine tanker med nogen, men ideen må jo være appellerende, siden jeg nu befinder mig her, en for mig sen aften time, i fuld gang med at undersøge dette medie? Jeg burde sove nu, som i virkelig jeg burde sove, for jeg skal tidligt op i morgen og alle fornuftstankerne hviner mig i ørene, mens nysgerrigheden alligevel har overtaget, ihvertfald lidt endnu.

Nysgerrighed, måske er det i bund og grund den der driver os frem her i verden, nysgerrighed og spørgsmål om hvordan hvornår og hvor for... og Hvorfra? kommer vi? er vi? hvordan opstod det hele, og hvis det slutter, hvordan gør det så det?

Jeg sad engang i ottende klasse i Fysiklokalet, og fik at vide at universet var uendeligt, jeg havde hørt det tusinde gange før, men aldrig virkelig sådan forestillet mig det... uendeligheden, så jeg forestillede mig det, virkelig sådan for alvor uendeligheden, men det var for abstrakt, jeg blev svimmel ved tankerne og var nær faldet af stolen, siden da har jeg mange gange forsøgt at fatte dette her uendelige, dog uden størrer held? jeg ved det godt, at det er uendeligt, men uendeligheden er for stor for mig at begribe, og så finder jeg mig selv her... en mandag aften i pinsen, hvor muligheden for emner er uendelig, hvor jeg sætter dagsordnen, og er egenrådig hersker, måske et fristed i min ellers så uendelige uendelighed?

Goddag blog debut.

I morgen må jeg komme med en præsentation, hvis jeg husker det.