Det heldige menneske det er mig, jeg ved det godt selv, og jeg elsker at netop jeg er så helt usandsynligt heldig, jeg har de bedste venner i hele verden, jeg har det store privilegie at jeg er vokset op i en kernefamilie, der måske ikke altid forstår mig, men de prøver, og selvom jeg er markant anderledes, så er jeg aldrig nogensinde det sorte får, jeg er bare Louise på godt og ondt. Men selv heldige mennesker kan savne deres bedste veninde, når denne er ude og rejse, og jeg sidder her en søndag ganske uden planer.
Det er mærkeligt det med at savne, det er sådan lidt som om nogen har stukket en hånd ind under huden og bare ligesom griber om hjertet, det gør ikke ondt, på en måde er det trygt at nogen lige holder i mit hjerte, det er en tung og tryg følelse tror jeg faktisk, og jeg er stadig heldig, tænk at jeg har nogen at savne. Men når alt kommer til alt ville jeg nok hellere bare at NOGEN ikke var taget ud og rejse, jeg bestemmer desværre bare ikke alt. Det værste er jo nok at det bare er enormt svært at være en fest glad teenager på 31 når man er selv, det er som om det retfærdiggør det lidt at vi plejer at være to, også selvom alderen begynder at trykke lidt, et eksempel på det med alderen... Sankt Hans aften lavede vi bål og brand og drak os rygende fulde i sort Slots, det er klart, det er jo favoritten, efter Carlsberg altså, men nu havde jeg jo lige en ramme Slots nede fra Tyskland. Vi skrålede vi elsker vort land og brændte pølser der røg af pinden og ned i bålet, og alt er totalt teenage sjov, og så PLUDSELIG befinder vi os midt i havearbejdet, damen hakker ukrudt, jeg river sammen, det er ikke noget vi har aftalt, det sker bare ligesom af sig selv, vi er skide gode til at arbejde sammen, det kommer vi ikke uden om, men hvor blev de fjollede teenagere af? Så sidder vi der på bænken og ser hvor flot urtehaven er blevet og jeg sværger, at der som i et drømmesyn står to rollatorer side om side og vi sidder der uden tænder og gnækker af den tid vi delte som unge og tossede og er nu henholdsvis 70 og 80.
Jeg elsker at vi kan grine af os selv og hinanden, og at vi begge får øje på de to gamle kællinger vi pludselig er blevet til, der på bænken, elsker endnu mere at teenagerne stadig er lige under overfladen og også at det er de alderssvarende kvinder der går ind og tænder levende lys i badeværelset, sætter god musik på og fylder vand og skum i badekarret, og ligger der og snakker de næste to timer, om alt og intet, og latteren fylder det hele og kærligheden (ikke forelskelsen) er så alt favnende og rolig, fordi vi kender hinandens bedste og værste og stadig elsker hinanden, jeg elsker at vi følges i seng og falder i søvn i den tætteste omfavnelse og vågner præcis sådan igen næste morgen, jeg elsker at skide på normerne, for det er sådan vi er.
MEN, det gør også at adskillelsen er svær, og at jeg nemt kommer til at savne, jeg tror faktisk damen er den eneste jeg kan holde ud at være tæt sammen med i længere perioder, hun er den eneste jeg nogensinde ville turde tage på ferie med, og jeg tror på, vi ender med at blive gamle sammen, på enten den ene eller den anden måde. Tanken er ihvertfald fantastisk, også fordi barnet jo ligesom bare går ud fra at vi er eet, fantastiske liv! Fantastiske savn, og mine piger kommer hjem igen på lørdag, torsdag kommer min sjæletvilling og slår sig ned her hos mig i et par dage, så går tiden også med det, og savnet vaskes ud som ord skrevet i sandet, lige inden bølgerne rammer stranden. Dejlige savn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar