Nu mister jeg dig. Det er lige nu, og lige her, jeg mister dig, med et tomt sug i mellemgulvet slipper du fra mig, og jeg kan ikke andet end give slip, i virkeligheden var du aldrig min, i virkeligheden var du altid skosnuder foran mig, på alle måder, i virkeligheden, vil du altid være hendes, og jeg kan hverken hamle op, eller tilfredsstille, så det er nu jeg giver dig fri, det er nu jeg lader dig gå, med smerte i brystet og syre i hele kroppen, besinder jeg mig og lader dig flyve derhen, hvor du vil... hvem ved hvad der så vil ske?

Det rører på sig, det rører afgjort på sig, lysten til at skrible, summer lige så stille ud igennem mine fingre, uden at hjernen dog er med, for egentlig har jeg ikke noget på hjerte, afsavn til en jeg ikke savner, men hvordan kan det lade sig gøre, og hvorfor skal jeg rammes af dette? Rastløsheden der raser i min stakkels krop, der alligevel ikke orker at følge med og brænde al den indestængte energi af som min sjæl så åbenlyst besider.

Jeg har tilmeldt mig tantra kursus til sommer, det var vel uundgåeligt, men tiden indtil, til sommer, snegler sig afsted på sin egen hæs blæsende måde, og hvor kan der dog nå at ske uendeligt mange ting, inden, til sommer, hvis man sådan sætter sig ned og spekulerer over det.

Stemningsrapport

Slaphed, helt ind i knoglerne, har standert computeren ude i drivhuset, beruset af basillikummen der breder sig i sin potte, der er intet der dufter bedre... ihvertfald ikke lige nu, kunne nok komme i tanke om en ting eller to hvis jeg virkelig gjorde mig umage... og gad. Cher på youtube, min kommende hustru, hvis bare hun vidste det. Har tændt ovnen da den danske sommer lader mig vente lidt endnu på varmen i år, bamsestøvler og tæpper, lys på bordet og så denne her gudsvelsignede ro.

Trætheden i mit sind, lun snigende træthed, der lægger sig om min krop, om mit sind, om mit hjerte, ingen fortryllende tankeflugt, tæt forbundet til jorden, tilpas lige her i mit nu, glæder mig til skumringen, de lyse nætter bliver snart drevet på flugt, og inden længe står skoven atter i brand, forunderlige verden hvor jeg dog elsker dig, der er intet sted i hele verden jeg hellere vil være lig nu, end lige her. Hvor er jeg dog et velsignet og heldigt menneske.

Har lagt øller i fryseren, får besøg om ganske kort til hyggesnak og slaphed, sådan skal det helst være, og hun er så dejlig, og jeg er bare mig og sammen er vi os, og i går tissede vi i min mors roser... nærmest bare for at vise at vi kan, og min fantasi er mangelfuld, det samme er min opfattelsesevne i dag, så tak for nu, og videre ud i livet med mig.

Verden set igennem tømmermænds tåger

Den er hård i dag, hård som i: Jeg har festet som en teenager to dage i træk nu og betaler prisen. Men hvor var det dog fantastisk så længe det varede. Dans med min sjæletvilling, the edge of glory, hovedet på en stærk skulder, lænet op ad en kraftig brystkasse, båret igennem en hvirvlende dans, snurrer og spinner, griner og elsker, lander altid i denne her trygge favn uanset hvor vildt jeg svinges rundt, bliver altid grebet i sidste øjeblik. Hjerteslag, puls ude af kontrol, ingen kontakt med jorden overhovedet, hjernen i kredsløb et sted der ude i universet, mine følelsers vold, hende, en varm mund at kysse, smilende øjne, der altid søger mine, alt åbent, stadig uudtalt, stadig spændende, vi er også on the edge of glory. En hånd der finder min, fingre der flettes ud og ind af hinanden, min verden snurrer, og selvom det hele føles så rigtigt, kunne det ikke være mere forkert, og jeg elsker det, elsker hende lige der, lige nu, overgivelse, den der bløde følelse af eftergivenhed.

Nogen slæber mig med i byen, løfter mig op og får mig bakset i en taxa, ender med at gate crashe et bryllup, efter at være stukket af fra taxaen, er pludselig så fuld af energi, den friske luft der blæser liv i min alkohærgede krop, hjernen på vej tilbage fra sin stjernetur, bryllupsgæster alle steder, får sagt tillykke til det lykkelige par, snupper en cider og bliver indfanget og stoppet tilbage i en taxa igen, hendes hånd låst i min, på vej ind på en tilfældig bar, vi fylder det hele, ikke i provokation, men fordi vi bare fylder det hele. Sang og dans og luft under vingerne, en sød blond bartender der flirter med dronningen, løgnhistorier og testning af grænser, inden jeg atter lander hos hende, hendes mund, hendes hænder, fuldskaben, og så den der stemme i baghovedet, det er så uendelig forbudt det her, og alligevel så trygt, vi kender hinanden alt for godt, og jeg ved jeg intet fortryder...

Så i dag forsøger jeg at bære mine tømmermænd med stil, er alene på job, sidder med halsbrand efter indtagelse af en hel liter ananas juice, måske ikke det bedste valg på en dag som denne, har en hel bakke friske frække jordbær, jeg faktisk ikke orker at spise... længe leve teenagere i trediverne.

Øjeblikket, et glimt ind i mit nu.

Jeg er på arbejde, sidder på kontoret foran den flimrende skærm, hvor sorte bogstaver flyder ud på en hvid baggrund og danner aftryk af min hjerne igennem mine fingres dans henover tastaturet. Fugtig hud, og pandehår der krøller i lummerheden, luften står stille, og omkring mig summer elektriciteten. Jeg bliver ikke længere bange når kaffemaskinen snakker, jeg har lokaliseret lyden, men det gjorde jeg i starten, sikker på det måtte spøge, var jo da trods alt den mest naturlige forklaring!

Dette her, lige nu, dette øjeblik, er mit, jeg ejer det og jeg nyder det, jeg kan lade tankerne vandre, eller jeg kan lade dem stå i tomgang, jeg kan irriteres over mangt og meget, men jeg kan også bare nyde min egen eksistens i dette NU der er så flygtigt og snart forsvinder for at glide over i et helt andet nu. Fik lukket en nasty sag jeg virkelig havde berøringsangst med, lidt stærkere, lidt sejere, og meget lettet. Klogere om ikke andet, og nu er det overstået.

Livet er så smukt og godt, og jeg er stadig på bloggen, selvom jeg egentlig føler jeg har så travlt med at leve mit liv, at jeg knapt får skrevet en brøkdel ned her, jeg ved stadig ikke hvad jeg vil med det, men lige nu, hvor alt er stille og hvor jeg er alene i Egå, så er det dog en hyggelig beskæftigelse, om ikke andet.

Valgte at slå et ordentligt hul i jorden sammen med damen i tirsdags, det var fantastisk, bobler og sommerglæde og en hel varm sommernat på altanen, beruselsen, kådheden, følelsen af absolut frihed, løfter mig så højt op under den lyse sommerhimmel at jeg kan byde samlige stjerne op til dans, og kysse dem alle hver og en, Fantastisk. Vi stod tidligt op, bagstive, sad på altanen og fik morgensol inden damen tog på arbejde og inden jeg gik i gang med at rydde op, og inden gæsterne kom til den lækreste brunch, og damen kom og spiste med, så hyggeligt og dejligt. Jeg er det heldigste menneske i verden, det er det eneste jeg kan blive ved med at konkludere. Jeg har en grundfølelse der er både glad og uovervindelige her i mit nu, i mit øjeblik... så hvorfor sidder jeg her? afsted med mig, hvem ved hvad der sker i mit næste nu?

Pagten

Det er tordenluft, jeg ligger i sengen med døren ud til altanen stående på vid gab, det er som om hele min himmel emmer af indestængt elektricitet. Så kom dog torden, rul hen over min himmel i vilde brøl, kast lyn til jorden og send regn i kaskader. Så kom dog torden og få det overstået, slip din vrede løs, så min sommerhimmel kan blive mild og blid igen. Så kom dog torden og afspejl min indre galskab, mit euforiserende vanvid. Så kom dog torden og vask min verden ren.

Jeg elsker tordenvejret efter en lummerhed dag med status på jobbet, elsker friskheden efterfølgende.

I går var det min sjæletvillings fødselsdag, vi tog afsted for at overraske ham, drengene og jeg, vi mødtes i Odense og kørte så i samlet flok ned og overraskede min smukke smukke sjæletvilling, han blev så rørt, så glad, havde lyst til at lægge mine hænder omkring ham og putte ham helt ind i mit hjerte, der er så mange store omvæltninger og forandringer for ham lige nu, jeg ville ønske jeg kunne overhælde ham med styrke. Vi tog ned til vandet med rygeovn og friskfanget ørred, med jordbær i rå mængder, med hjemmebagt brød og ost og alt det andet lækre, med bobler og rose, og sad der i nydningen og betragtede verden, livet og hinanden, min sjæletvilling på maven, mig på ryggen med hovedet på hans skulder, den bedste følelse i verden, sjælefred, glæde, boblende latter under sommerhimlen, kærligheden som bølger imellem os så tæt at man kunne føle den i luften. Jeg er så usigeligt heldig at jeg må kalde disse fantastiske mennesker mine venner, eller min tilvalgte familie, milheden var så slående, lyksalighedens ø lige inde for rækkevidde. Drillerier og vikingespil, med udsigt over vandet. Tillykke med dagen min ven, tillykke med dagen du min sjæls tvilling.

Jeg har kaldt dette indlæg for pagten, der er en grund. Jeg elsker mine venner, min familie, nogle af mine ex'er, damen, som forøvrigt stadig er på ferie. jeg elsker dem så højt at jeg ikke hverken kan eller vil, forestille mig at miste dem, så jeg har indgået en pagt med dem alle... Jeg dør først, det er en dybt seriøst indgået aftale, jeg ville simpelthen ikke kunne bære at miste dem, mit hjerte ville bríste, sorgen være for overvældende, så derfor har vi indgået en pagt. jeg ved ikke hvad jeg gør, skulle en af dem bryde pagten? men et løfte er et løfte, og løftebrud er utænkeligt!

Tænker på den der sang nu:

Uden hinanden er vi ingenting
To snefnug der hvirvler i en vintervind
Men hvis vi
står sammen
i pagten
vil intet kunne skille os ad.

Måske vi bare skal følges ad alle sammen, følges ad til det næste store eventyr? hmmm

Om at savne

Det heldige menneske det er mig, jeg ved det godt selv, og jeg elsker at netop jeg er så helt usandsynligt heldig, jeg har de bedste venner i hele verden, jeg har det store privilegie at jeg er vokset op i en kernefamilie, der måske ikke altid forstår mig, men de prøver, og selvom jeg er markant anderledes, så er jeg aldrig nogensinde det sorte får, jeg er bare Louise på godt og ondt. Men selv heldige mennesker kan savne deres bedste veninde, når denne er ude og rejse, og jeg sidder her en søndag ganske uden planer.

Det er mærkeligt det med at savne, det er sådan lidt som om nogen har stukket en hånd ind under huden og bare ligesom griber om hjertet, det gør ikke ondt, på en måde er det trygt at nogen lige holder i mit hjerte, det er en tung og tryg følelse tror jeg faktisk, og jeg er stadig heldig, tænk at jeg har nogen at savne. Men når alt kommer til alt ville jeg nok hellere bare at NOGEN ikke var taget ud og rejse, jeg bestemmer desværre bare ikke alt. Det værste er jo nok at det bare er enormt svært at være en fest glad teenager på 31 når man er selv, det er som om det retfærdiggør det lidt at vi plejer at være to, også selvom alderen begynder at trykke lidt, et eksempel på det med alderen... Sankt Hans aften lavede vi bål og brand og drak os rygende fulde i sort Slots, det er klart, det er jo favoritten, efter Carlsberg altså, men nu havde jeg jo lige en ramme Slots nede fra Tyskland. Vi skrålede vi elsker vort land og brændte pølser der røg af pinden og ned i bålet, og alt er totalt teenage sjov, og så PLUDSELIG befinder vi os midt i havearbejdet, damen hakker ukrudt, jeg river sammen, det er ikke noget vi har aftalt, det sker bare ligesom af sig selv, vi er skide gode til at arbejde sammen, det kommer vi ikke uden om, men hvor blev de fjollede teenagere af? Så sidder vi der på bænken og ser hvor flot urtehaven er blevet og jeg sværger, at der som i et drømmesyn står to rollatorer side om side og vi sidder der uden tænder og gnækker af den tid vi delte som unge og tossede og er nu henholdsvis 70 og 80.

Jeg elsker at vi kan grine af os selv og hinanden, og at vi begge får øje på de to gamle kællinger vi pludselig er blevet til, der på bænken, elsker endnu mere at teenagerne stadig er lige under overfladen og også at det er de alderssvarende kvinder der går ind og tænder levende lys i badeværelset, sætter god musik på og fylder vand og skum i badekarret, og ligger der og snakker de næste to timer, om alt og intet, og latteren fylder det hele og kærligheden (ikke forelskelsen) er så alt favnende og rolig, fordi vi kender hinandens bedste og værste og stadig elsker hinanden, jeg elsker at vi følges i seng og falder i søvn i den tætteste omfavnelse og vågner præcis sådan igen næste morgen, jeg elsker at skide på normerne, for det er sådan vi er.

MEN, det gør også at adskillelsen er svær, og at jeg nemt kommer til at savne, jeg tror faktisk damen er den eneste jeg kan holde ud at være tæt sammen med i længere perioder, hun er den eneste jeg nogensinde ville turde tage på ferie med, og jeg tror på, vi ender med at blive gamle sammen, på enten den ene eller den anden måde. Tanken er ihvertfald fantastisk, også fordi barnet jo ligesom bare går ud fra at vi er eet, fantastiske liv! Fantastiske savn, og mine piger kommer hjem igen på lørdag, torsdag kommer min sjæletvilling og slår sig ned her hos mig i et par dage, så går tiden også med det, og savnet vaskes ud som ord skrevet i sandet, lige inden bølgerne rammer stranden. Dejlige savn.