Tankespind

Af alle livsfarlige emner i verden, er livet dog det mest livsfarlige, af dem alle. Men det behøver vi ikke bekymre os om, så længe vi er i live, eller jo... måske behøver vi netop det, og så igen, vi kan jo ikke gå rundt evigt angste for at dø, og så samtidig have oplevet alt det vidunderlige ved livet? eller kan vi?
Hvad sker der for en der ligger i koma? har man i den tilstand et indre liv, der er lige så rigt og dyrebart som det jeg for eksempel oplever i min fysiske verden? Årsagen til tanken, er at jeg har overvejet at lave et dokument, der fortæller at jeg ikke vil holdes kunstigt i live, jeg vil have lov at drage mit sidste åndedrag uden respirator og sværmende hvide kitler omkring mig... men ved at sige nej tak til livet, på den måde, i det tilfælde det skulle ske, hvilket jeg absolut ikke håber, snyder jeg da mig selv? For hvad sker der på den anden side af de lukkede øjne? Hvad foregår der i komaet? Jeg ved det ikke... og måske var det heller ikke selve koma tanken der var den værste, i virkeligheden var det måske snarer tanken om at vågne op, frarøvet førlighed og sanselighed, siddende savlende i en kørestol til mine dages ende, uden muligheden for at tage livet af mig selv?
Igrunden en dyster tanke, men dog stadig tanken værd tror jeg? Jeg er ikke sikker på jeg vil reddes... ikke for alt i verden ihvertfald... jo stik mig en gang pinicillin til hver en tid, det er ikke det jeg mener... men livet... skal og bør det ikke være livet værd? og i så fald... hvornår er det det ikke? Jeg er ikke ekspert, men jeg vågner glad hver morgen, strækker mig og skutter mig under dynen, har tid til tanker inden jeg sniger mig væk fra dynens trygge varme... væk fra drømmene der stadig sidder dybt i mig, smyger sig om min krop, inden jeg får dem rystet af mig, og får tændt kaffemaskinen og går i bad, sådan er det hver morgen, den samme rytme, de samme ritualer, og jeg nyder dem, smiler til min dag og hilser den velkommen, lige nu er jeg priviligeret, jeg har tid... tid og mod, jeg tager livtag med livet.
Men selvom jeg tager livtag med livet, griber det, lever det, elsker det og dyrker det, så kommer heller ikke jeg levende herfra... og måske er det netop den viden, der gør livet, livet værd? måske er det netop fordi vi skal herfra en dag, at det bliver så uendeligt dyrebart? jeg ved det ikke, jeg ved heller ikke om det her er hverken kloge eller nyttige tanker... det var hvad der skete i mit hoved, lige nu i dette øjeblik.
Jeg lå i sengen i går aftes og tænkte i ord, og billeder, jeg så skoven for mig det gamle bøgetræ, det er stort og stærkt og jeg kan ikke nå hele vejen omkring det med mine arme hvis jeg prøver... gad vide hvor gammelt det er? man kan tælle årene i træet for at finde ud af det, men for at man kan det skal man fælde det først, og det ville da virkelig være synd og skam.
Jeg tænker på træets historie, hvis det kunne tale, hvad vile det så ikke kunne fortælle? Lige fra det øjeblik, det som et frø faldt mod jorden, en klar efterårsdag, med et bump der rystede dets verden, kravlede ud af den beskyttende skal, missede imod himlen og besluttede sig for at slå rod, hele vinteren lå det der, gemt under sneen, lod rødderne grave sig dybere og dybere ned i jorden, strakte sig dovent under den tunge sne, og blev en spire, en lille spire i skovbunden, der i dag er skovens største træ.
Da foråret kom og sneen smeltede bort, og spiren mærkede et strejf af varme, starkte den sig længere og højere dansede sin langsomme dans med solen, strakte sig og bøjede sig efter de gyldne stråler, satte skud, der få måneder senere blev til de aller mest skrigende lysegrønne blade, der kildrede når de viftede i vinden, og det lille skud, blev til et lille bitte bøgetræ, der i skovbunden, alene i dans med solen, og sommeren kom, og den måtte lade rødderne synke dybere i jorden for at søge vand og liv, og da efteråret kom med sine storme, væltede det lille bøgetræ ikke omkuld, for rødderne var dybe og stærke og holdt det fast, det svejede i stormen, lod bladene visne og dø og flyve bort i vinden, de lagde sig som et tæppe i skovbunden, raslede og brusede i stormens vilde ridt igennem skoven.
Vinteren kom, med sne og is, og det lille bøgetræ skuttede sig, søgte ind i sig selv, ind til drømmene, dækket af hvidt sne, og frostklare nætter, og sådan gik der mange år, årstidernes skiften, livets cyklus, og det lille træ voksede sig stort og stærkt, og strakte sine grene op imod solen, hånede vinden der forsøgte at blæse det omkuld, skabte nye blade hvert år, og der blev stadig flere og flere.
En forårsdag, kom en lille pige forbi, med sin mor i hånden, hun kiggede på træet der nu var stort, og smukt og stod helt alene der i skoven, hun nippede et par grønne blade, smilede og spiste dem, og træet smilede tilbage til hende, glad for det kortvarige selskab, glad for den lille piges latter og hendes klare øjne, den forårsdag. Den lille pige kom ofte forbi, hun blev størrer, og stærkere og havde ikke længere sin mor i hånden, hun blev en kvinde, og gik rask og høj afsted... men hvergang hun kom forbi det stolte bøgetræ, stoppede hun op, og kiggede betaget.
Bøgetræet stod der i sol og regn i frost og blæst, i tørke og oversvømmelse, nød livet og var bare til, den opdagede ikke den tiltagende larm, fordi det hele skete så stille, som et rovdyr der lister sig ind på sit bytte. Byen voksede, og det store træ stod ikke længere midt inde i skoven, det stod i udkanten, sårbart, blottet for støj og for larm, en dag kom en flok børn løbende, med brædder og med søm og hammer, de bankede deres søm i træet bankede brædder på og så slet ikke træet skælve, så slet ikke træet bløde gennem den tynde bark. De råbte og skreg, hang i grenene og forsøgte at rykke dem af led, og havde det ikke været for de dybe rødder, havde træet nok trukket sig tilbage og var søgt dybere ind i skoven...
Men dagene var talte, en dag kom de med deres motorsave og deres byggeplaner, deres store planer om et nyt villakvarter, og træet rystede og skælvede... de startede saven og tog en ordentlig luns af den tykke stamme, inden de systematisk arbejdede sig ind på livet af træet... og før det faldt, tog det en dyb indånding, strakte sine skælvende grene imod solen, og bød op til en sidste dans, inden det tordnede imod jorden... slået ud, borte, og historien tabt for omverdnen, børnene der havde banket søm ind i træet jublede og skreg og hoppede op og ned på den faldne stamme, de gik på line imens de jublede, og kloge fædre tog deres uvorne unger ved hånden, og begyndte at tælle årene i stammen... for at se hvor gammelt det træ var.