Landet ligger således, jeg er 31 og bliver hver dag klogere på min rejse igennem livet, det vil sige jeg er et andet sted nu, end jeg var for et år siden, det vil også sige, at det år der gik imellem da og nu har givet mig alverdens gaver og visdomme. For et år siden, var jeg så uendelig kæk. Min veninde der er god til at reflektere og analysere på mig og for mig og med mig, kaldte denne periode for Min indre stodder, og det er helr rigtigt, for et år siden mødte jeg virkelig min indre stodder.
Det der ledte op til mødet med min indre stodder, tror jeg var et brud med den perfekte kæreste i de perfekte omgivelser, med de perfekte børn i den perfekte verden (De er stadig perfekte og min kærlighed kranser dem stadig) Men mit møde med det perfekte var alt alt for skræmmende, og det hele gik i stykker, ikke kun på grund af mig, der var bare mange ting der ikke virkede for os, men vi gav hver især hinanden fri og derved muligheden for at finde det der så var det rigtige for os.
Da jeg var kommet mig over det brud, skal jeg love for stodderen blev vakt til live, jeg væltede mig i kvinder, fordi jeg kunne, fordi min indre stodder trivedes med det, jeg husker en dag, hvor alle de her kvinder kom kørende i den samme bil, og jeg fulgtes med min selvsamme annalyse veninde, jeg hilste kækt på tøserne der hilste tilbage som kun en bil fuld af kvinder der alle sammen vil have den samme stodder kan, og analyse veninden, kiggede på mig, og spurgte fuldstændig ublu... Louise... var det dit harem? og ja det var det jo så, og jeg synes det var fantastisk, nu synes jeg det er en god historie, men synes ikke længere det er så fantastisk.
Nå men den indre stodder fik lov at udfolde sig, jeg havde ikke lyst til at stoppe det, jeg fodrede den konstant, følte jeg levede og var så kæk så kæk. MEN det gik ud over en sød og sårbar pige, og det er jeg virkelig ked af, det er åbenbart let at forelske sig i stodderen, men stodderen har ingen følelser, ikke for nogen, kun følelsen af at være høj, over alle de stakler der krydser stodderens vej. Men denne her pige forelskede sig hovedkulds i stodderen, der var mange forviklinger i alt dette og det tog lang tid at redde sig ud af, men pigen er stadig så såret over at have erklæret mig sin kærlighed, uden at få min retur. Jeg så hende i går, hun er så smuk og så lille og nægter at hilse på mig, og det kan jeg måske godt forstå, selvom det nu er ved at være længe siden, men det sjove var følelsen af kærlighed og omsorg inde i mig, jeg havde sådan lyst til at gå hen og holde om hende og sige Undskyld.
Hvem ved måske, får jeg det sagt en dag, hvis jeg er heldig, bliver det en dag hun er klar til at tage imod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar